Oplev Århus Sinfonietta og Jacob Anderskov
Jacob Anderskov står i spidsen for et unikt samarbejde mellem klassiske og improvisatoriske musikere, når hans værk I sang har premiere på Aarhus Jazz Festival tirsdag den 16. juli.
I sang forvandler Højskolesangbogens kendte sangunivers til et musikalsk oplevelsesrum, der på én gang overrasker og vækker genklang. Ud over at lytte og mærke, inviteres publikum til at synge med på sange som Jeg ved en lærkerede, Du danske sommer og Danmark nu blunder den lyse nat. Hvornår og hvordan fællessangen opstår i koncertrummet er dog uvist. Det sker, når det sker. I improvisatorisk fællesskab, under kyndig ledelse af koncertens garvede musikere.
I sang fremføres af Jacob Anderskov ved klaveret, Anderskovs egen jazzkvintet og musikere fra Århus Sinfonietta. Som medlem af Musikklubben kan du købe billet til koncerten med 20% rabat. Find rabatkoden i vores eventkalender her.